Gruppen Sukkerchok søger nyt medlem i Go' morgen Danmark...

... og jeg skulle mene, at jeg kan nævne fem kompetente kvinder til netop den stilling. I hvert fald hvis begrebet sukkerchok skal tages bogstaveligt! For i mandags havde jeg æren af at huse mødet for min mødregruppe - bedre kendt som PMK (de perfekte mødres klub) - og her skal jeg love for, at sundhedssandalerne blev stillet ved døren. Jeg havde besluttet mig for at teste dem - tjekke om det virkelig kunne passe, at disse mødre var så perfekte, som de havde udgivet sig for til tidligere møder med deres frugtsmoothies, økoboller og yoghurtsmüslier. Kunne det virkelig passe, at der fandtes kvinder, som ikke hungrede efter chokolade, fedt, sukker og tomme kalorier?! I don't think so :) Så jeg havde bagt en gigangtisk kaloriebombe i form af en "choko mudcake" med italian merinque butter cream og marshmallow fondant. Og tænk sig - disse perfekte mødre forvandlede sig i løbet af no time til en flok gribbe, som mest af alt lignede nogen, der ikke havde set et sukkerkorn i flere måneder. Ihh, det var en sand fornøjelse og en kæmpe succes! Forhåbentligt har min kage medvirket til, at vi i fremtiden kan være lidt mere os selv og ikke behøver at lade som om, at øko-grovboller og gulerodsstænger bare er det bedste i verden. Faktum er jo, at sukker og i særdeleshed chokolade slår alt - og i særdeleshed alt, hvad der hedder noget med øko-, grov- eller kerne-!

Screw down a little bit the expectations...

...sagde en gut ved navn Richard Møller Nielsen engang. Det samme fik jeg i dag lyst til at sige til de totalt overskudsagtige og perfektionistiske kvinder i min mødregruppe.
I dag mødtes vi i gruppen for 3. gang, og jeg har gruet for denne dag siden sidste møde i PMK (de Perfekte Mødres Klub), for hvert endt møde har resulteret i, at jeg har følt mig som en dårlig mor, kæreste, kvinde - you name it. Disse kvinder disker jo op med den ene fremragende og sunde hjemmelavet ret efter den anden - og som de siger, så "er det jo ingenting".. OK!
Nå, men i dag var endnu en af slagsen - altså den slags, som giver en dårlig samvittighed og selvværd. Den lette brunch bestod i dag af følgende: lækkert (og jeg mener virkelig lækkert) brød med alverdens oste og andet tilbehør, hjemmelavet reje/ægge/pastasalat med overlækker hjemmelavet dressing OG hjemmelavet frugtsalat med alverdens skønne frugter... Jow ser I, der var skam ikke sparet på noget! Og som værtinden også sagde, "så var det jo ingenting", for "det var jo bare nogle kogte æg blandet med rejer og pasta" og dressingen var jo "bare" lavet af sådan ca. 40 forskellige ingredienser.
Udover det så kunne alle de andre børn (som iøvrigt alle er yngre end Louis) holde deres egne hoveder, hive sig selv op i armene, sidde oprejste - ja flere af dem kunne sikkert også både læse, skrive og regne - og alverdens andre finurlige tricks. En af dem spørger så, da jeg tager Louis op af liften (hvor jeg støtter hans hoved/nakke): "Nå, kan han ikke selv holde hovedet endnu?" Øhhh, nej... eller jow... eller... han har vel bare ikke lige lyst... Men sandheden er, at Louis ikke selv kan holde hovedet endnu - ej heller kan han læse eller stå på et ben - men behøver vi træde i det???
Nå, så skal vi aftale nyt møde, og en af de andre supermødre springer til, før jeg overhovedet kan nå at melde mig. Egentligt passede det mig fint, for så kunne jeg jo nå lige at blive super perfekt overskudsmor i mellemtiden (tænkte jeg). En af de andre foreslår, at vi mødes mandag og får vores børn målt og vejet hos sundhedsplejersken, hvilket vi alle synes er en god ide. Vejningen finder tilfældigvis sted i en vuggestue ca. 50 meter fra, hvor vi bor, så jeg udbryder (dum som jeg er og i et forsøg på at være overskudsagtig), at vi da kan tage hjem til mig bagefter og få kage. Jøsses - det er da nok det dummeste, jeg har hørt komme ud af min mund længe. Ikke nok med at jeg skal igang med kost og støvklud for at gøre hjemmet bare nogenlunde præsentabelt, nej nu skal jeg (åbenbart) også lige bage en kage.
Og det er så her, den berømte sætning kommer i spil, for hvor havde jeg bare lyst til at sige, at de skulle "screw(e) down a little bit the expectations" og indstille sig på at få en gang Amo posekage...
Det sagde jeg naturligvis ikke, for uden på er jeg jo Hausfrau med stort H, som har styr på både hus, mand, barn og madlavning. Jeg behøver ikke afsløre min sande identitet (endnu).
Planen er derfor som følger: torsdag og fredag står på oprydning og rengøring (evt. kan rodet gemmes under sengen i soveværelset, hvis tiden eller overskuddet slipper op), lørdag og søndag kommer til at stå i bagningens tegn, for jeg har tænkt mig at diske op med en kage, som får PM'erne til at tabe underkæben. Hovedet må derfor lægges i blød, så jeg kan designe den flotteste kage til dato.
Så nu vil jeg smække fødderne op på sofabordet iført hyggebukser, top med gylp og en cola i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden (evt. en skål popcorn på maven) og nyde, at jeg kan være mig selv... om ikke andet, så i hvert fald et par dage endnu :)

Louis er blevet beg(r)avet med lækre sager!

Nu er det vist på tide, at jeg skriver lidt på bloggen igen. Det har stået lidt stille den sidste uges tid, da jeg har været godt og grundigt træt ovenpå min søns barnedåb. Han er simpelthen blevet så begavet, og jeg vil gerne dele lidt af høsten med jer :)


Han har fået alt fra bøger, penge og tøj til sættekasse, puf og højstol.


En flot sættekasse med retrotapeter, som passer perfekt ind på Louis' værelse.
Uglen er fra Züny og er en dørstopper/bogholder - den fås også i mange andre dyr, som nok komme på ønskesedlen i fremtiden.
En super fed ugleuro blev det også til - synes den er super lækker. Særligt pga. blomsterstofferne!
Den hæklede trækelefant er fra Sebra, og den er lige i min ånd - jeg har altid været stor Far til fire fan, men har aldrig selv haft en trækelefant, men nu har min søn - HURRA!



Han fik også denne skønne puf i patchwork. Den er super lækker og endnu engang fyldt med lækre blomsterstoffer :)


Han fik også disse lækre heldragter fra Småfolk - jeg elsker deres designs :)

Det hele går i kage...

Bogstaveligtalt. De sidste tre dage er gået med at lave kager til Louis' barnedåb i morgen. En udkørt og træt mor smider lige et par billeder på bloggen, inden hun putter sig ind under dynen :)

Tre store kager med bettemandens navn og sådan ca. 100 cupcakes. Så er vi klar til fest :)

Der kommer selvfølgelig billeder fra det store kagebord, når festen engang er overstået :)

Man må kravle før, man kan gå

Ja, jeg blev jo gruppepresset noget så gevaldigt i mødregruppen i går, og selvom det endnu ikke er blevet til hjemmebagte øko-boller og friske smoothies, er det ikke ensbetydende med, at jeg ligger på den lade side. Næh nej, du - jeg har powershoppet, været effektiv (læs: impulsiv) om man vil og lavet en investering, som forhåbentlig kan gavne min position i mødregruppen på længere sigt. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, og det samme gælder min overskudsagtige supermom-facade. Jeg har indset, at man må kravle før, man kan gå, og det gør jeg så med denne nye "gadget", som jeg satser på, vil give et par plusser i bogen, når mødrene kommer på visit med deres skønne børn.

Og så må jeg også lige flashe et par billeder af Louis' værelse. Jeg er selv yderst tilfreds med resultatet - dog er den hjemmelavede sengerand ikke helt færdig, og derfor må et ordentligt billede af sengen lade vente lidt på sig, men mon ikke jeg når det, inden Louis kan kravle.

Jeg elsker Anders And lampen, som er fra min egen barndom. Jeg har dog været nødt til at ombetrække skærmen, da den ikke overlevede de mange år på loftet.

Kommoden er en gammel arvesag, hvor vi har sat nye knopper på, og gyngehesten er fra min kærestes barndom.

Et gammelt staldvindue, som jeg fandt i en genbrugsbutik. Har piftet det lidt op med nogle stofrester.

En IKEA reol, som er blevet malet og tapetseret med tapet fra Ferm Living. Jeg skal vist lige ha' lært, hvordan jeg får billederne til at være ved siden af hinanden i stedet for under hinanden. Bum bum..

Her bor Louis :)

Gruppepres

Jeg har netop været udsat for gruppepres. Og ikke af den vattede slags, hvor de store i skolegården prøver at lokke en til at ryge en smøg eller æde en regnorm. Nej, her er tale om en virkelig grov og hård form for gruppepres. Jeg har været i mødregruppe for 2. gang i dag, og jeg skal da lige love for at niveauet er blevet lagt. Første møde bestod af - og jeg citerer med værtindens egne ord - "en let brunch". Javel, ja - en let brunch bestående af følgende: græsk youghurt med ahornsirup, mundrette kiwi- og bananstykker og müsli på toppen, hjemmebagte!!! grov!!!boller med alverdens pålæg, hjemmelavet hyldeblomstsaft og naturligvis masser af friske frugter lige til at hapse. Jeg tænker ved mig selv, at hun måske er bange for ikke at gøre det godt nok og derfor har været lige lovlig over-the-top-super-mom, og at det nok bare lige er første gang, at der bliver gjort så stort et nummer ud af et møde mødre imellem. Men men men... jeg tog fejl! I dag dukker jeg træt, udkørt og ikke-spor-udhvilet op til møde med mødrene, og hvad skuer mit øje? Endnu et gigantisk arrangement af alverdens sunde (og sikkert også økologiske) vidundere samlet på et og samme sted. Jeg udbryder noget i stil med: "Hold da op! Så er niveauet da godt nok lagt", hvortil værtinden (aka superwoman) svarer: "Ej, det er da bare en frugtsmoothie og hjemmebagte grovboller - det er da ikke noget særligt." Og det er her - i dette øjeblik - at jeg mærker presset. Et uundgåeligt gruppepres har lagt sig ned over mine skuldre. Jeg panikker naturligvis med det samme - tænk, når det bliver min tur til at holde møde. Hvad mon de andre mødre ikke tænker om mig, når de træder ind ad døren til et syn af tomme colaflasker, lyst toastbrød og pålægschokolade i lange baner?

Der er kun en ting at gøre - get rid of all evidence!

Hurtigt hjemme efter mødet, sidder jeg nu her bag skærmen og forsøger at skjule alle beviser. Inden længe er cola og hvidt toastbrød godt gemt nede i min mave - der finder de det aldrig!

For første gang i mit liv må jeg erkende, at jeg er bukket under for gruppepres - og lige i dette tilfælde smager det sgu skønt!

Sig det med blomster...

Det er ikke tilfældigt, at min blog hedder Sig det med blomster. Jeg har (for tiden) en særlig forkærlighed for alt med blomster - særligt retrostoffer og -tapeter. De fleste af mine kreaprojekter indeholder blomster i en eller anden afskygning, og jeg glæder mig til at dele mine hjemmelavede sysler med jer!

Men først vil jeg vise jer denne lækre strækvikle i økologisk bambus-halløj, som skulle være dejligt åndbart og tempetaurtilpassende for barnet - jowjow, jeg er nem at overtale til lige at spendere lidt ekstra penge på mit barns velbefindende. Viklen er naturligvis beklædt med farvestrålende blomster!

Selvindsigt

Okay! Her sidder jeg så. Med store ambitioner. Jeg vil være en af de der hippe og overskudsagtige mødre, som lige logger ind på bloggen og opdaterer folket om de fedeste trends eller deler en opskrift på de perfekte økoboller. En hip overskudsagtig mor som flasher billeder af lækre nyindkøbte stilletter eller hjemmelavede kreationer til bettemanden. Ja! Det vil jeg være...
Og her sidder jeg så bag tastaturet kl. 10 om formiddagen med mine (alt for) store ambitioner og kigger ned af mig selv. Med mælkeskjolder på min hvide top, ammeindlæg som ikke sidder, hvor de oprindeligt blev placeret, men nu snarere sidder midt på maven, hvide tennissokker trukket godt op over anklerne, joggingbukser, som slasker over mave såvel som bagdel og nårh ja - ikke mindst - konetrusser, så må jeg vel indse, at der er langt fra super overskudsmor med friskbagt morgenbrød og nylagt makeup til den grumme virkelighed med bleskift, gylp i håret og hår under armene... Jøsses!
Jeg ønsker min blog skal give et ærligt kig ind hos en nybagt mor, som ikke altid har tingene fuldstændigt under kontrol, men som gør sit bedste - også selvom, det ikke involverer økoboller, rengøringsvanvid og hjemmestrikkede sutsko. Denne blog skal være mit fristed, hvor jeg kan skrive om alt mellem himmel og jord - hvad end det er godt eller skidt. Jeg ønsker at dele mine kreative impulser med andre bloggere og samtidig lade mig inspirere til nye og sjove ideer.
Jeg har hermed officielt lavet mit første blogindlæg - jeg håber på mange flere i fremtiden!