Screw down a little bit the expectations...

...sagde en gut ved navn Richard Møller Nielsen engang. Det samme fik jeg i dag lyst til at sige til de totalt overskudsagtige og perfektionistiske kvinder i min mødregruppe.
I dag mødtes vi i gruppen for 3. gang, og jeg har gruet for denne dag siden sidste møde i PMK (de Perfekte Mødres Klub), for hvert endt møde har resulteret i, at jeg har følt mig som en dårlig mor, kæreste, kvinde - you name it. Disse kvinder disker jo op med den ene fremragende og sunde hjemmelavet ret efter den anden - og som de siger, så "er det jo ingenting".. OK!
Nå, men i dag var endnu en af slagsen - altså den slags, som giver en dårlig samvittighed og selvværd. Den lette brunch bestod i dag af følgende: lækkert (og jeg mener virkelig lækkert) brød med alverdens oste og andet tilbehør, hjemmelavet reje/ægge/pastasalat med overlækker hjemmelavet dressing OG hjemmelavet frugtsalat med alverdens skønne frugter... Jow ser I, der var skam ikke sparet på noget! Og som værtinden også sagde, "så var det jo ingenting", for "det var jo bare nogle kogte æg blandet med rejer og pasta" og dressingen var jo "bare" lavet af sådan ca. 40 forskellige ingredienser.
Udover det så kunne alle de andre børn (som iøvrigt alle er yngre end Louis) holde deres egne hoveder, hive sig selv op i armene, sidde oprejste - ja flere af dem kunne sikkert også både læse, skrive og regne - og alverdens andre finurlige tricks. En af dem spørger så, da jeg tager Louis op af liften (hvor jeg støtter hans hoved/nakke): "Nå, kan han ikke selv holde hovedet endnu?" Øhhh, nej... eller jow... eller... han har vel bare ikke lige lyst... Men sandheden er, at Louis ikke selv kan holde hovedet endnu - ej heller kan han læse eller stå på et ben - men behøver vi træde i det???
Nå, så skal vi aftale nyt møde, og en af de andre supermødre springer til, før jeg overhovedet kan nå at melde mig. Egentligt passede det mig fint, for så kunne jeg jo nå lige at blive super perfekt overskudsmor i mellemtiden (tænkte jeg). En af de andre foreslår, at vi mødes mandag og får vores børn målt og vejet hos sundhedsplejersken, hvilket vi alle synes er en god ide. Vejningen finder tilfældigvis sted i en vuggestue ca. 50 meter fra, hvor vi bor, så jeg udbryder (dum som jeg er og i et forsøg på at være overskudsagtig), at vi da kan tage hjem til mig bagefter og få kage. Jøsses - det er da nok det dummeste, jeg har hørt komme ud af min mund længe. Ikke nok med at jeg skal igang med kost og støvklud for at gøre hjemmet bare nogenlunde præsentabelt, nej nu skal jeg (åbenbart) også lige bage en kage.
Og det er så her, den berømte sætning kommer i spil, for hvor havde jeg bare lyst til at sige, at de skulle "screw(e) down a little bit the expectations" og indstille sig på at få en gang Amo posekage...
Det sagde jeg naturligvis ikke, for uden på er jeg jo Hausfrau med stort H, som har styr på både hus, mand, barn og madlavning. Jeg behøver ikke afsløre min sande identitet (endnu).
Planen er derfor som følger: torsdag og fredag står på oprydning og rengøring (evt. kan rodet gemmes under sengen i soveværelset, hvis tiden eller overskuddet slipper op), lørdag og søndag kommer til at stå i bagningens tegn, for jeg har tænkt mig at diske op med en kage, som får PM'erne til at tabe underkæben. Hovedet må derfor lægges i blød, så jeg kan designe den flotteste kage til dato.
Så nu vil jeg smække fødderne op på sofabordet iført hyggebukser, top med gylp og en cola i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden (evt. en skål popcorn på maven) og nyde, at jeg kan være mig selv... om ikke andet, så i hvert fald et par dage endnu :)